Sådan en weekend, hvor drengene har været sure, trætte og pylrede en stor del af tiden. Som Martin køligt konstaterede enten i går eller i dag - dagene flyder lidt sammen, mor er træt - så er det sgu lige før man har brug for en fridag oven på sådan en weekend i selskab med en grænsesøgende og voldsomt trodsig to-årig og en et-årig, der er ved at gro et halvt tandsæt og hvis yndlingsbeskæftigelser i øvrigt er at pille i a l t eller tage Villums legetøj. Jesus! Vi føler ikke vi har lavet andet end at slukke ildebrande og sætningen "nej Pelle, det der dur altså ikke" er efterhånden lige så tyndslidt som vores tålmodighed.

Vi elsker vores drenge ubeskriveligt højt; når Villum kommer trissende tidligt om morgenen og kravler op i sengen til os eller når Pelle stavrer afsted på de små tykke og stadig lidt usikre ben med hans næsten tandløse smil, så får man den der helt særlige følelse i maven af ægte, dybfølt lykke og man (nok mest mig) skal lige tage sig sammen for ikke at småhulke lidt af glæde over at være så heldig.

Men jeg giver Martin ret, jeg er næsten lykkelig for at vide, at jeg har få planer på programmet i morgen og tid til at svinge benene op og drikke en kop varm kaffe, for det trænger jeg til. For første gang nogensinde synes jeg virkelig at det er hårdt med to børn født med 1 år og 10 dages mellemrum. Som i pissehårdt, faktisk. Jeg trøster mig selv med at det bare er en fase og hænger mig i de gode og fredelige øjeblikke, der heldigvis også er et par stykker af i ny og næ.